Kunstnerne

Kunstnerne


Her kan du læse en kort beskrivelse af de forskellige sangere, akkompagantører og kompagnier



Mette-Maria Øyen er uddannet ved konservatoriet i Odense og færdiggjorde sin Master i sang, ved Franz Liszt konservatoriet i Weimar, med topkarakter.

Hun har sunget flere koncerter med stor succes i Tyskland og efter hun vendte tilbage til Danmark var hun en del af Den Fynske Opera i flere år, hvor hun har sunget flere store roller.

I 2018 stiftede hun Odense Sommeropera, hvor hun nu er leder. I 2019 havde de deres første forestilling Hans og Grete, der med stor succes begejstrede over 2000 børn og deres forældre. 



Thomas Peter Koppel er ud af den musikalske familie med det berømte efternavn.

Han har været ansat på Det Kongelige Teater i over to årtier, og fra den lange række af lyriske partier bør nævnes Alfred i Flagermusen og Grev Almaviva i Barberen i Sevilla.

På Det Ny Teater igen Alfred og senere Camille de Rosillon i Den Glade Enke.

Thomas medstiftede OperetteKompagniet i 2015 og har modtaget indtil flere anerkendelser for sin indsats for dansk musikliv. Selvbiografien "Vær ikke kræsen - Kunstner og Iværksætter" er på gaden.

Carol Conrad, uddannet ved The University of Southern California og The Juilliard School of Music i New York, hvor hun akkompagnerede så prominente navne som Luciano Pavarotti, og Leontyne Price. Siden 1993 har hun virket som repetitør på Det Kgl. Teater, Det Ny Teater, Den Jyske Opera og Danmarks Radio for blot at nævne nogle få. Carol optræder som solist og kammermusiker overalt i Danmark, det øvrige Skandinavien, Tyskland, Frankrig og USA. Carol har modtaget et utal af priser og er sammen med Thomas Peter Koppel nu altså stifter af OperetteKompagniet.

De tre Tanter

Tre professionelle operasangere har sammen skrevet danske tekster til en række sange og arier fra den klassiske sanglitteratur med afsæt i musikkens oprindelige budskab. På scenen knyttes musik, replikker og tre vidt forskellige karakterer sammen til en underholdende scenisk fortælling, mens kostumer og rekvisitter er med til at bringe os 150 år tilbage i tiden.

Musikken i forestillingen spænder fra barokken over klassik og romantik til nyere tysk Liedkunst og operettegenren. Man hører små bidder af et bredt udvalg af klassisk musik, der hele tiden understøtter handlingen på scenen. De Tre Tanter bruger humor i musikken, og præsenterer de tre stemmer både solistisk og sammen i duetter og terzetter. 

Der er en del bevægelse i forestillingen: Dans, løb, klatring på stol, fald og meget mere. Dette gør, at fortællingen aldrig står stille, og det gør forestillingen velegnet for selv de mindste.


Tessa Kiilsholm (Tante Brun), sopran, er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium i Odense i 2013. Siden da har hendes virke bl.a. omfattet flere optrædener som solist på bl.a. Det Kgl. Teater og Den Fynske Opera.

Sophie Thing-Simonsen (Tante Grøn), sopran, debuterede i 2011 fra solistklassen ved DKDM og har siden medvirket i utallige operaforestillinger med både Det Kgl. Operakor, Den Jyske Operas kor og hos Malmø Opera.

Emma Oemann (Tante Lilla), mezzosopran, er uddannet ved The Royal Conservatoire of Scotland og solistklassen ved Syddansk Musikkonservatorium. Hun optræder jævnligt med bl.a. Det Kgl. Teater, Den Fynske Opera og Operaen i Midten.

Britt Krogh Grønnebæk (pianist), er uddannet hos docent på DKDM, Amalie Malling, og fra konservatoriet i Tromsø.

Udover sit arbejde som freelance pianist og underviser er Britt en eftertragtet akkompagnatør og er bl.a. tilknyttet Den Fynske Opera og Odense Symfoniorkester.


Den unge mezzosopran Emma Oemann er freelance operasanger, og synger hos bl.a. Det Kgl. Teater, Den Fynske Opera og Operaen i Midten.I 2020 sprang Emma ind som titelrollen i Rossinis Askepot på Den Fynske Opera med en uges varsel uden at have sunget rollen før og modtog Lars Waage Prisen for en talentfuld, kunstnerisk præstation ud over det sædvanlige. Forestillingen blev nomineret til Reumert-prisen i kategorien Årets Opera.

 Emma er del af truppen De Tre Tanter, som optræder for børn ned til 3 år i bl.a. institutioner, på biblioteker og i kirker.


David Kragh Danving er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium i 2015 og på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2018. David har optrådt i bærende roller i forestillinger bla. ved Det Kgl. Teater, Copenhagen Opera Festival, Den Fynske Opera, Opera Hedeland, med Odense Symfoniorkester og forhenværende Slotsoperaen ved Valdemars Slot.

I sommeren 2023 kan David opleves i rollen som Dulcamara ved Opera i Provinsens opsætning af Elskovsdrikken og senere skal han medvirke i Danmarkspremieren på den moderne kammeropera Denis & Katya (2019) af komponist Philip Venables og librettist Ted Huffman. 


Adam Ørvad er uddannet accordeonist ved DKDM og en meget aktiv musiker på mange forskellig områder. Han har optrådt talrige musikfestivaler fra Havana til Montpellier - som solist og med internationalt anerkendte ensembler - på så forskellige områder som ny kompositionsmusik, verdensmusik, og musikteater.

At akkompagnere sangere på accordeon har gennem mange år været ét af Adam Ørvads specialer; han har spillet en god del af del klassiske operarepertoire, bl.a. forestillinger af Mozart- og Offenbach. 


Frederikke Kampmann er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og fra Musik und Kunst Privatuniversität der Stadt Wien.

Imens Frederikke var bosat i Wien, udemærkede hun sig med flere store roller så som Violetta fra La Traviata, Despina fra Cosi fan tutte samt Lucia fra Lucia di Lammermoor.

Herhjemme har Frederikke bl.a. sunget ved Den Jyske Opera, Den Ny Opera, Søholm Opera og Den Fynske Opera. Hun har desuden medvirket som solist med samtlige af landsdelsorkestrene.


Thomas Storm er uddannet fra Operaakademiet ved Det Kongelige Teater og har siden været en hyppig gæst på landets operascener. Han navigerer stilistisk sikkert i både det klassiske og det moderne repertoire og har modtaget flere prestigefulde priser for sin sang og optræden, bl.a. en Reumert Talentpris og Sonning Musik Stipendium. I udlandet har Thomas Storm sunget flere koncerter, hvor Carl Nielsen har været på repertoiret.

Sommeren 2022 kunne man opleve Thomas Storm i rollen som Don Juan på Aarhus Sommeropera. 



Britt Krogh Grønnebæk er uddannet pianist hos docent på DKDM, Amalie Malling, og fra konservatoriet i Tromsø. I 2010 blev Britt optaget på solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium og blev samtidig ansat som akkompagnatør for sangfaggruppen samme sted og har stadig virke her. Udover sit arbejde som freelance pianist og underviser er Britt en eftertragtet akkompagnatør og er bl.a. tilknyttet Den Fynske Opera og Odense Symfoniorkester. Britt underviser også i klassisk klaver på Ollerup Musikefterskole.

Non Tardar - Figaros Bryllup 


Den unge greve Elmer Vivas store anseelse og hans gode udseende er steget ham til hovedet. Han har et alt for godt øje til de unge piger på sin gård. Grevinde Rosa, grev Elmers selvopofrende og ædle hustru, kan ikke længere skjule for sig selv, at greven har besudletderes ægteskab med sine eskapader. Rosa må lide den tort, at hendes mand nu har kastet sit lystne blik på deres kække og velformede stuepige Susanne. Susanne er trods sin uskyld ikke blind for grevens lumpne hensigter, og Susanne er ikke den, der stikker op for bollemælk. Hun er nemlig forlovet med fodermesteren Figaro. Han døjer med et iltert gemyt og kan også slå en proper næve. Så ve den stakkels grev Elmer, hvis han kommer til at stå i vejen for Figaros bryllup. Mozarts eviggrønne klassiker om troskab og utroskab, om dyd og begær, om hårdhed og tilgivelse er i bedste Morten Korch-stil omplantet til et dansk landbrugsmiljø i 50'erne. Et broget figurgalleri strikker de mest utrolige intriger sammen. Operakompagniet Nontardar sender en ironisk, men yderst kærlig hilsen til den danske komediearv, samtidig med de gør Mozarts geniale mesterværk fuld ære.

Libretto: Lorenzo da Ponte

Oversættelse: Holger Boland

Instruktion og dansk dialog: Jacob Beck

De største øjeblikke for de medvirkende:


Mette-Maria Øyen, - mit største øjeblik, var da jeg lavede min første store rolle, Hanna Glawari i Den Glade Enke på Den Fynske Opera. Det var vildt og magisk.

Philippa Cold, - Det var da jeg sang i  Falstaff med Den ny Opera, hvor jeg sang Alice Ford. Det var en sjov forestilling.

Stina Schmidt, - I 2015 spillede jeg hovedrollen i Andy Papes og Rasmus Zwickis opera Andre bygninger på Den fynske Opera. Den blev belønnet med en Reumert for årets bedste opera. Den glæde er endnu ikke overgået.

Thomas Storm, - at synge Schaunard i La Bohème med verdenssopranen Anna Netrebko. Operaen på Holmen var på den anden ende med kulørt presse osv.

Fritjof Fuglesang, - indtil videre er det, da jeg spillede rollen som kirurgassistenten Saft i det danske syngespil Sovedrikken af Weyse på Den Fynske Opera.

Joachim Knop, -mit største øjeblik er nok da jeg fik en rolle i filmen Drengene fra Skt Petri og på mærkeligste vis siden har troet at jeg kan klare mig i den mærkelige branche

Jakob Beck, - da jeg første gang instruerede en større musikdramatisk forestilling. Det var Piraterne fra Penzance på Hofteatret i København.



Koncerterne er i samarbejde med Cafe Biografen og Studenterhuset.


Koncerterne er støttet af: Augustinus Fonden - William Demant Fonden - Fehrs Fond - Odense Kommune, Odense Musikudvalg - Knud Højgaards fond - N.M. Knudsens Fond